Menu

NEDLUKNINGEN AF DANSK FODBOLD FORTSÆTTER

image
23. marts 2020 kl. 22:23
Statsminister Mette Frederiksen har her til eftermiddag meddelt, at den delvise nedlukning af det danske samfund fortsætter til og med den 13. april 2020. Dette gælder dermed også for fodboldens verden.

Mandag eftermiddag meddelte statsminister Mette Frederiksen, at restriktionerne i det danske samfund forlænges til efter påske i et forsøg på at mindske spredningen af coronavirus i Danmark.

I DBU og DBU Bredde bakker vi naturligvis op om myndighedernes retningslinjer. Det betyder, at alle vores aktiviteter aflyses til og med den 13. april 2020. Samtidig opfordres fodboldklubberne til at gøre det samme.

  • I fodbold-Danmark vil vi naturligvis gøre vores for, at færrest muligt bliver smittet af coronavirussen. Normalvis er rigtig mange mennesker i berøring med hinanden i fodboldens verden, men det kan vi ikke lige nu. Vi følger myndighedernes anbefalinger og bakker op, og aflyser derfor alle vores aktiviteter i denne tid, udtaler Bent Clausen, formand for DBU’s breddekomité og næstformand i DBU’s bestyrelse. 

DBU Bredde repræsenterer landets godt 1.600 breddefodboldklubber med i alt 329.000 medlemmer.

  • I DBU Bredde aflyser alle seks lokalunioner alle fodboldkampe, stævner, kurser, seminarer, samt klubbesøg og andre arrangementer. Vi opfordrer selvfølgelig også alle vores klubber til at følge myndighedernes anbefalinger og regler. Vi er fuldt ud klar over, at forlængelsen af den nuværende nedlukningsperiode vil påvirke fodbolden og mange fodboldklubber negativt, men vi har den klare opfattelse, at vores samfundsmæssige ansvar vægter højest i denne situation, udtaler Lars Albæk, formand for DBU Bredde.

Udmeldinger om lokale forhold for eksempel om turneringer vil i de kommende dage være at finde på hver enkelt lokalunions hjemmeside.